Feriepiloterne på cykelferie

9 gode råd til cykelferie med ungerne

Photo: Mads Tolstrup

Feriepiloterne er et par rutinerede cykelmyg, der kender selv de listigste tricks til at sætte trætte cykelben i omdrejninger på en regnvejrsdag. Få deres bedste tips til en succesfuld cykelferie her.

#1 Rutiner er gode

Rutiner er gode, for så er ungerne forberedt på, hvad der skal ske. Nogle børn har brug for at vide, hvor lang dagens etape er. Gør dagen håndgribelig ved at sige: ”Vi skal cykle 30 kilometer – det svarer til 30 gange frem og tilbage til børnehaven.”

#2 Vær klar på at justere ruten

Vær klar på at justere ruten. Børn kan nå et mætningspunkt, og så må ruten forkortes. Pres ikke dine børn, hvis de er totalt udkørte – det fører kun til skrig, skrål og dårlig stemning.

#3 Hold pauser

Gør holdt ved en fed legeplads, hop i havet eller tag en snackpause på et naturskønt spot. Det giver brændstof til de næste mange kilometer i cykelsadlen.

#4 Hav legetøj og højtaler med

Hav yndlingslegetøjet og en højttaler med på tur. I pauserne er der dømt fri leg, og højttaleren er genial til sing-along på landevejene. På de lange stræk er det med til at holde gejsten oppe.

#5 Gå aldrig ned på snacks

En slikkepind kan slå mange minutter ihjel, og kiks, figenstænger og frugt holder motoren kørende.

#6 Book overnatning

Det er barske løjer at skulle slå telt op efter en hel dag på farten. Med en overnatning på et bed and breakfast, en campingplads eller et hotel slipper du tilmed for at slæbe rundt på telt, sovepose og liggeunderlag. På Feddet Strand Resort kan man f.eks. leje særlige cykeltelte, der står klar ved ankomst.

#7 Hav altid fyldte vanddunke

Man ved aldrig, hvor langt væk nærmeste supermarked ligger, det har vi selv lært på den hårde måde i de svenske skove. Overalt på Sydsjælland & Møn finder du BikeFriends, hvor du kan få en tår vand og pumpe cyklen.

#8 Pak det rette tøj

Pak skiftetøj til al slags vejr, men tag kun det med, du rent faktisk skal bruge. Tunge tasker tærer på energien.

#9 Start roligt ud

Er det første cykelferie, så hold etaperne korte, indtil familiens yngste har mod på mere.

Feriepiloter - cykelferie

Photo:Mads Tolstrup